• Home
  • Mundhuleundersøgelse

Mundhuleundersøgelse

Hesten har mellem 36 og 44 tænder i munden, heraf 12 fortænder, 0-4 hingstetænder, 0-4 ulvetænder og 24 kindtænder. Tænderne vokser ud gennem hele hestens liv, med ca 3 mm om året og slides ved hver tyggebevægelse. Da hestens overkæbe er bredere end underkæben, medfører dette, at der kan dannes skarpe spidser på hestens kindtænder- i overmunden ind mod kinden, og i undermunden ind mod tungen. Dette kan give rifter og sår i slimhinden og på tungen, som er til gene for hesten, særligt hvis den rides. Det er derfor tilrådeligt, at få hestens mund undersøgt mindst 1 gang årligt, for eksempel samtidig  med hestens årlige sundhedsundersøgelse og vaccination. Nogle heste får udfordringer, der gør at hyppigere undersøgelse anbefales.

Tandraspning foregår i de fleste tilfælde med manuelle håndraspe, med mindre der er større korrektioner, der kræver brug af el-rasp. Forud for mundhuleundersøgelsen bliver hesten lyttet på og får derpå en beroligende sprøjte. På den måde sikres den bedste oplevelse for din hest – samt at der bliver mulighed for grundig undersøgelse af tænderne med lys og spejl.

Udover tandspidser, kan der komme tandkroge, ridemæssige udfordringer blandt andet relateret til
ulvetænderne, afvigelser i hestens bid, mellemrum mellem tænderne, karies, flækkede tænder,
tandsygdomme mm. Her kan det være nødvendigt at få undersøgt hesten hver 3. eller 6. måned. Dette
aftales i forhold til den enkelte hests behov.

Der henvises altid til dygtige kollegaer med udvidede kompetancer inden for hestetandpleje, ved behov for yderligere undersøgelse med kamera/røntgen, tandbevarende behandlinger, tandudtrækninger mm.