Om os

Rebecca

Rebecca Bergmann er uddannet dyrlæge fra 2014, med særlig interesse for heste.

Som nyuddanet fik hun ansættelse hos Rørbæk Dyreklinik, hvor hun havde primært fokus på heste, samt kvæg og får. Erfaring med sygdomsbehandling af hunde, katte og andre mindre husdyr blev under ansættelsen tillige udvidet.

Efter mange år som blandet praksis, blev Rørbæk Dyreklinik fra 2018 udelukkende smådyrsklinik, hvorfor heste- og stordyrspraksis blev selvstændigt etableret af Rebecca under navnet Rørbæk Landdyrlæge.

Privat er Rebecca selv rytter, og har interesse for både avl og sport- primært dressur og spring, men som dyrlæge tilser hun alle heste (og andre dyr) i øjenhøjde som de er, uanset alder, race og brug.

Hos Rørbæk Landdyrlæge vægtes en jordnær tilgang til dyrlægegerningerne højt,
samtidig med, at der løbende gennem kurser og lignende, sørges for, at ny viden holdes opdateret.

Lunte

Lunte har været med helt fra start, da hun blev ansat som sekretær ved etableringen af firmaet.

Lunte er Grand Danois, uden stamtavle og er født 18. marts 2017.

Ud over at sørge for de administrative opgaver, holder Lunte et vågent øje over ankomne gæster, vareleverancer og forbipasserende, og giver altid en hilsen med på vejen.

Lätta

Lätta blev ansat som praktikant i november 2020, og hjælper Lunte hvor hun kan. Derudover er hun selvkonstitueret foderkonsulent – hun har smagt det meste, og kan anbefale “do’s and don’ts” for de fleste dyrearter.

Lätta sørger jævnligt for ekstraarbejde af forskellig slags.

Lätta er Grand Danois, med stamtavle og er født 20. september 2020.

Fleetwood aka Gule

Gule er Rebeccas første egen hest. Hun har været en stor del af livet siden 2007, da hun flyttede fra Sverige til Danmark. Hun har status som “maskot” efter at have lagt ryg til adskillige dejlige rideture, både på dressurbanen, springbanen og på skovture. Hun går nu primært og hygger sig, holder overblik over hesteflokken og styrer fodertildelingen på folden.

Gule er Palomino/Svensk Varmblod (Mackay/Flintan) og født 26. august 2006

Gule er mor til

Krabat (e. Donkey Boy) og De L’ay (e. De l’Or)

Gule er pt drægtig med Jack Daniels (Vitalis/De l’Or) med termin 5. maj 2023

Gule

Buick

Buick er Krabats første egen hest. Han gik som plag i løsdrift med to søde ponyer. Den ene rejste for at gøre en anden pony selskab, mens den anden desværre blev syg og måtte til de evige græsmarker.

Buick, som er Gules halvsøster, rejste den lange vej fra Ungarn til Danmark i December 2019, for at holde Krabat med selskab og lære ham lidt om hesteadfærd.

Buick er Palomino/Svensk Varmblod (Mackay/Bernstein) og født 3. maj 2006.

Hun har tidligere fået fire føl, og hendes femte føl Bobbel’Or (e. De l’Or) blev født her.

Buick er pt drægtig med Donkey Boss (Donkey Boy/Blue Hors Zack) med termin 18. april 2023

De L’ay Wood

De L’ay er Gules andet føl, og kom til verden hele fem uger senere end forventet, deraf navnet.

Han er født med et selvstændigt gemyt, undersøger alt med mulen/tænderne og er lidt rigeligt kreativt anlagt. Han sørger næsten dagligt for at tømme vandbaljen, så den kan fyldes med helt frisk vand. Mere end 10 vandbaljer er gået til i hans nærvær.

De L’ay er Palomino-Dansk-Svensk Varmblod (De l’Or/Mackay) født 3. maj 2021. Han er kastreret og er til salg, for rette vedkommende.

Vores dyr, som ikke længere er hos os 

Don Keywood aka Krabat

Krabat er Gules første føl. Han er brun Palomino/Dansk/Svensk Varmblod (Donkey Boy/Mackay) og født 2. juli 2017.

Han havde en fin ridekarriere foran sig, som desværre bristede, efter en alvorlig seneskade i forbindelse med tilridning/videreuddannelse. Han går nu og tygger græs, og hygger sig med at motionere en overvægtig shetlandspony i Jylland.

Bobbel’Or

Bobbie er en rød Palomino-Dansk-Svensk-Varmblods hoppe (De l’Or/Mackay), født 18. april 2021.

Bobbie er solgt til en sød pige i Sønderjylland, og der skal hun forhåbentlig blive og fortsat give glæde med sit dejlige væsen og smukke ydre i de næste rigtig mange år.

Goldy aka Gylle – Himmelhest

Gule fik Gylle som selskabs pony i marts 2010, da vi boede i Store Magleby under studierne.

Efter 5 års tro tjeneste, blev hun lånt ud som selvskabspony for en sød hest i Store Rørbæk, hvor hun nød sit otium.

Bitten

Bitten er født 27. april 2015. Hendes mor og to søskende døde under fødslen, mens Bitten overlevede.

Da det er svært at få et andet får til at adoptere et fremmed lam, og en stor tidskrævende opgave at flaske et lam op, skulle Bitten have været aflivet. Efter aftale med ejer, kom hun istedet med hjem. Og med på arbejde. Og med på tur, og til Barnedåb – ja Bitten var faktisk med allevegne. Hun voksede sig til et stort og dejligt får, og går nu og spiser græs og opfostrer lam hos en god kollega i nærheden.

Betty – Himmellam

Betty blev født i foråret 2016, brækkede det ene forben efter fødslen, og har muligvis ikke fået råmælk nok. Benet voksede fint sammen, men Betty havde ikke appetit, hverken efter mælk, eller livet. Trods megen tålmodighed, vitaminer, sondefodring, akupunktur, fysioterapi, medicin – kom Betty aldrig rigtig i gang, og måtte desværre aflives inden hun var en måned gammel. Hun havde et mildt og venligt væsen, og ville være blevet et dejligt får. Men livet er desværre ikke alle forundt. Hvil i fred.

Bodil og Bolette

Første gang med tvillinglam, Påske 2019. Deres mor blev aflivet få dage efter fødsel, hvor efter lammene kom med hjem. Lunte påtog sig udover sin sekretærstilling, at bistå opfostringen af de to lam – og klarede det storartet. Begge lam voksede sig store og fine, og kunne efter en måneds tid flytte tilbage til deres familie, der blev glade for genforeningen.

Luffe – Himmelhund

Luffe var Rebeccas første egen hund. Hun havde en lidt forsigtig/nervøs tilgang til livet, men var en dejlig blid hund, og elskede alle hun lærte at kende. Luffe blev syg 12.12.2009 inden Rebecca var færdiguddanet dyrlæge, og det var en hård og ulykkelig afsked, da hun i samme forbindelse blev aflivet.

En asked, der aldrig vil blive glemt, og som er årsag til den dybfølte forståelse som er med hver gang vi hos Rørbæk Landdyrlæge, må hjælpe et familiemedlem/kæledyr/ven/hest mm herfra, uanset om det er egne eller jeres.